Normalt bliver det mest følsomme frugt og grønt kørt i kølerum hver aften og ind igen næste morgen i danske dagligvarebutikker på grund af dårlig luftkvalitet i butikslokalet. Det råder de to Airius PureAir-blæsere bod på. De er installeret i loftet og sørger for en konstant luftcirkulation i lokalet, så temperaturen er den samme ved både gulv og loft.
– Luften er simpelthen blevet friskere, så nu slipper vi for at køre langt det meste frugt og grønt ud og ind fra kølelageret hver dag, og dermed sparer vi en del tid, siger REMA-købmand Jørgen Nordtorp.
– Specielt for følsomme grøntsager som blomkål og broccoli oplever vi en fordobling i holdbarheden. Men også for grove grøntsager er der en tydelig længere holdbarhed, uddyber han.
Jørgen Nordtorp glæder sig også over, at han solgt flere jordbær til fuld pris. Det viser erfaringerne fra denne jordbærsæson.
– I år har vi solgt ni ud af 10 kasser jordbær til fuld pris, hvor vi normalt kan sælge otte kasser til fuld pris. Desuden har vi mindre kassation end vi plejer, siger Jørgen Nordtorp.
Jørgen Nordtorp fortæller videre, at han får mange positive kommentarer fra kunderne.
– Kunderne er glade for at gå i grøntafdelingen, fordi det føles dejligt køligt og friskt, ikke mindst når det er varmt udenfor. Og psykologisk har det helt sikkert en virkning på kunderne, opsummerer Jørgen Nordtorp.